Uanset om dit barn skal starte i dagpleje/vuggestue for første gang, skal i børnehave, starte i skole – eller foretage andre skift i livet, har du sikkert en masse overvejelser omkring mælkeallergien.
Min egen søn Mads er 8 år, og skal denne sommer starte i ny SFO (skole-fritids-ordning). Derfor kontaktede vi SFO’ens leder, og spurgte om vi måtte komme og fortælle personalet lidt om vores søn og hans allergi. Vi blev inviteret til at deltage ved deres førstkommende personalemøde.
Vi tænkte en del over, hvilke informationer der var vigtige at give videre. Det skal gøres kort men med alle relevante informationer. Vi lavede en A4 side, som både fungerede som vores egen huskeseddel, men som vi også delte ud til personalet. Her var informationer som:
- Hvordan skal de forholde sig til allergien overfor barnet. Barnet skal blive mødt med forståelse/medfølelse, men ikke med medlidenhed.
- Hvad er det barnet ikke kan tåle, og hvor kraftig er allergien
- Kan institutionen lave mad til barnet efter forældrenes anvisning, eller har barnet selv mad med
- Samarbejde omkring “nødforsyninger” til barnet i fryser i form af fx kage, boller og is, som barnet kan tåle
- På tur med barnet – hvad skal personalet huske
- Medicin til barnet – hvornår og hvordan
- Er der en speciel kontaktperson til barnet
Vi har også en A4 side der beskriver: “Hvad gør jeg, hvis Mads får en allergisk reaktion?”. Det er information om, hvordan symptomerne er på en lille allergisk reaktion, og hvordan de er ved en stor allergisk reaktion. Hvordan skal personalet forholde sig ved begge former for reaktion? Der er også telefon nr. til både min mand og jeg.
Mødet med SFO’en gik rigtig fint. De var glade for at møde os, og trygge ved at vi kom og fortalte lidt mere om Mads og hans allergi. De syntes også, det var rart at få informationerne på skrift, som de ville hænge op i deres medicinskab. Vi gik derfra med en rigtig god følelse, og har det ok med, at Mads skal starte i ny SFO efter sommerferien.
Har taget dette til mig og ligeledes lavet en seddel til pædagogerne i min søns nye børnehave. Glæder mig til at fremlægge den for dem. Har også lavet en seddel om hvilke ting de skal kigge efter i mad.
Hvor lyder det godt – pøj pøj med det 🙂