Min historie

Vores søn, Mads, fik i 2002 konstateret mælkeallergi, da han var 4 måneder gammel. Vi kendte allerede til allergi, da jeg selv har haft allergi siden jeg var barn, men mælkeallergi stod for mig som noget af “det værste”. Vi lever i et land hvor mælk bruges i rigtig mange fødevarer, og mælk bruges meget i den daglige madlavning. Der var mange vaner, der pludselig skulle laves om.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville give Mads en hverdag, der ligner alle andre børns. Men selvom vi hele tiden forsøgte at være på forkant, lykkedes det ikke altid. Jeg husker fx at hente en trist dreng i børnehaven, fordi der impulsivt blev lavet bål på legepladsen og bagt pandekager til børnene. Men pædagogerne vidste ikke, hvordan de skulle lave mælkefrie pandekager, så han kunne ikke få nogen. Det er noget der følger med, og noget du er nødt til at lære at håndtere på en positiv måde – både barn og voksen. Det er vigtigt, at barnet ikke kommer til at leve med oplevelsen af at være en “stakkel”.

Et af mine store mål har i alle årene været, at min søn så vidt det var muligt, skulle have det samme som de andre. Det har været drivkraften bag al den mad og alle de kager jeg har bagt i tidens løb. Hvis ikke lagkagen blev en succes første gang, eller anden gang … så blev jeg bare ved, indtil den sad i skabet.

Som årene er gået, har Mads’ allergi ændret sig. Han voksede fra mælkeallergien på et tidspunkt efter han blev 10 år. Til gengæld er der kommet mange andre allergier til, hvoraf peanutallergi (jordnød) i dag er den væsentligste. Han er meget kraftig allergisk, og har af den grund altid livreddende medicin med sig. På grund af mange krydsreaktioner til både peanut og pollenallergi, har vi mange restriktioner i hverdagen. Vi har efterhånden lært at håndtere det på en rigtig positiv måde, hvilket giver mig overskud til at inspirere andre i lignende situation.

Facts om Anette:

  • Født på Bornholm i 1970 og flyttede til Sjælland i 1990
  • Har 2 børn, en dreng og en pige fra 2002 og 2004
  • Blev gift i 2003 og skilt i 2015
  • Har arbejdet med markedsføring siden 1995
  • Påbegyndt 2-årig uddannelse som Familierådgiver i marts 2019 (se også www.familienstrivsel.dk)

 

Som tiden er gået, er min interesse flyttet meget fra madlavningsdelen til mere selve trivslen i familien. Fordi jeg selv har oplevet, hvordan fødevareallergi har påvirket hverdagen i vores familie. Det har på mange måder været omdrejningspunktet i hverdagen, på en måde som man nok kun forstår, hvis man selv har været der eller selv står i det. Og samtidig skal det siges, at vi alle håndterer de ting vi står i på forskellig måde, og bliver ”klogere” for hver dag der går. Det der er rigtigt for mig og min familie, er måske ikke det rigtige for dig og din familie.

Med denne hjemmeside vil jeg gerne dele ud af al den viden og erfaring, som vi har gjort os i alle de her år. Det vil glæde mig, hvis jeg kan være med til at gøre hverdagen nemmere for dig og din familie – og ikke mindst for dit barn med mælkeallergi eller anden fødevareallergi.

Interesserer Familiens Trivsel også dig, kan du følge med på min nye hjemmeside lige her >>

VIGTIGT! – Læs det med småt

Indholdet på denne hjemmeside og de tilhørende medier kan ikke erstatte professionel lægelig rådgivning eller bruges til at stille en diagnose eller fastlægge en behandling. Gå altid til en læge, hvis du eller dit barn har symptomer, og før I begynder en behandling – også med håndkøbsmedicin. BØRN MED MÆLKEALLERGI fraskriver sig desuden ethvert ansvar ifbm. brug og misbrug af hjemmesiden og tager forbehold for trykfejl m.v.