Vores søn, Mads, fik for 11 år siden konstateret mælkeallergi, da han var 4 måneder gammel. Vi kendte allerede til allergi, da jeg selv har haft allergi siden jeg var barn, men mælkeallergi stod for mig som noget af “det værste”. Vi lever i et land hvor mælk bruges i rigtig mange fødevarer, og mælk bruges meget i den daglige madlavning. Der var mange vaner, der pludselig skulle laves om.
Jeg besluttede mig for, at jeg ville give Mads en hverdag, der ligner alle andre børns. Men selvom vi hele tiden prøver at være på forkant, lykkes det ikke altid. Forestil dig fx at hente en trist dreng i børnehaven, fordi der impulsivt blev lavet bål på legepladsen og bagt pandekager til børnene. Men pædagogerne vidste ikke, hvordan de skulle lave mælkefrie pandekager, så han kunne ikke få nogen. Det er noget der følger med, og noget du er nødt til at lære at håndtere på en positiv måde – både barn og voksen. Det er vigtigt, at barnet ikke kommer til at leve med oplevelsen af at være en “stakkel”.
Et af mine store mål er, at min søn så vidt det er muligt, skal have det samme som de andre. Det har været drivkraften bag al den mad og alle de kager jeg har bagt i tidens løb. Hvis ikke lagkagen blev en succes første gang, eller anden gang … så blev jeg bare ved, indtil den sad i skabet.
Som årene er gået, har Mads’ allergi ændret sig. Han tolererer mælken meget bedre nu, og bliver ikke akut dårlig af at få lidt mælk. Han føler dog stadig, at det klør i munden, når han får mælk, hvorfor vi stadig holder diæten. Til gengæld er der kommet mange andre allergier til, hvoraf peanutallergi (jordnød) er den væsentligste. Han er meget kraftig allergisk, og har af den grund altid livreddende medicin med sig. På grund af mange krydsreaktioner til både peanut og pollenallergi, har vi mange restriktioner i hverdagen. Vi har efterhånden lært at håndtere det på en rigtig positiv måde, hvilket giver mig overskud til at hjælpe andre i lignende situation.
Jeg vil utrolig gerne dele ud af al den viden og erfaring, som vi har gjort os i alle de her år. Det vil glæde mig, hvis jeg kan være med til at gøre hverdagen nemmere for dig og din familie – og ikke mindst for dit barn med mælkeallergi.
VIGTIGT! – Læs det med småt
Indholdet på denne hjemmeside og de tilhørende medier kan ikke erstatte professionel lægelig rådgivning eller bruges til at stille en diagnose eller fastlægge en behandling. Gå altid til en læge, hvis du eller dit barn har symptomer, og før I begynder en behandling – også med håndkøbsmedicin. BØRN MED MÆLKEALLERGI fraskriver sig desuden ethvert ansvar ifbm. brug og misbrug af hjemmesiden og tager forbehold for trykfejl m.v.