Jeg har aldrig hørt om en lykkementor før, men håber du kan give mig nogle gode råd. Jeg er en pige på 17 år, der har mælkeallergi. Jeg har desværre ofte oplevet af folk ikke tager hensyn til, at jeg ikke kan tåle mælk. Og det er sikkert ikke noget de gør med vilje, men jeg kan godt nogle gange blive lidt ‘gal’ og tro at de bare er ligeglade.
Dog er det også kun et par måneder siden jeg fik konstateret mælkeallergi, så lad os håbe det kommer med tiden. På et eller anden punkt kan jeg også godt forstå, at andre mennesker ikke altid er klar over/tænker over hvor mange ting der er mælk i. Det er jo i princippet heller ikke deres ansvar, selvom jeg må indrømme, at jeg godt synes folk kunne tage lidt mere hensyn. Det er jo ikke fordi jeg er kræsen og ikke bryder mig om maden, men fordi jeg simpelthen ikke kan TÅLE det. Hilsen Mia
LÆS SVARET HER:
Kære Mia,
Ifølge Astma-Allergi Danmark er ca. 1,5 millioner danskere berørt af astma, allergi eller én eller anden form for overfølsomhedssygdom, så det er altså noget over 25 % af den danske befolkning kender til. Og det er helt sikkert en udfordring at have allergi af den ene eller den anden slags.
Ikke nok med, at du selv skal forhold dig til din allergi hele tiden – du har også brug for, at de mennesker, du omgiver dig med, gør det.
Og som du selv nævner det: det er ikke fordi, andre ikke ønsker at tage hensyn til dig, eller fordi de er ligeglade. De ved sikkert bare ikke så meget om lige netop mælkeallergi, og hvilken betydning den har for dit helbred. Der findes jo ufatteligt mange allergier i dag, og det er derfor svært for os at kende til dem alle sammen og vide, hvad de betyder for dem, der er ramt af dem.
Men du ved jo heldigvis selv en masse om lige netop mælkeallergi, som du er berørt af, og jeg vil derfor opfordre dig til at bruge denne viden til at ”klæde dine omgivelser på”.
Hvis du er inviteret på mad hos andre, er jeg helt sikker på, at værten/værtinden rigtigt gerne vil kunne servere noget for dig, som du kan tåle. Så hvis jeg var dig, ville jeg lave et lille fakta-ark, som du kan bruge til at ”uddanne” dine omgivelser. Fortæl kort om din allergi og skriv også noget om, at der gemmer sig mælk i rigtigt mange ting (og kom evt. med et par oplagt eksempler). Skriv også kort, hvad der rent faktisk sker, hvis du spiser ting, der indeholder mælk. Så er jeg helt sikker på, at alle vil have forståelse for din situation.
Hjælp også selv med at gøre det lidt lettere for værten/værtinden at servere noget mad, du kan tåle. F.eks. ved at skrive 4-5 forslag til enkle retter på, som er ”sikre”.
Du skal måske leve med mælkeallergien resten af dit liv, så du kommer uundgåeligt til at skulle bruge en del ressourcer på den. Min anbefaling er derfor, at du er så proaktiv som muligt, og at du hjælper andre til at hjælpe dig. Tænk på, hvad du selv ville have gavn af at få af informationer, hvis din bedste veninde led af én eller anden form for allergi, du ikke lige kender til. Lav dit eget enkle informationsmateriale, så du hjælper dine omgivelser til at forstå din allergi. Hvis det er meget svært at komme med forslag til ”sikre” retter, vil jeg anbefale dig, at du foreslår, at du selv tager din mad med. Hvis folk kender til og forstår din allergi, vil det ikke blive opfattet negativt, eller som om du er kræsen. Og med tiden vil dine nærmeste omgivelser blive meget klogere på, hvad du må og hvad du ikke må, og så vil det blive nemmere for dem at lave mad, som du kan tåle.
Held og lykke med at få uddannet dine omgivelser – og skriv endelig igen, hvis der dukker andre udfordringer op.
Liselotte