Det er en stor omvæltning i familien, hvis dit barn får konstateret mælkeallergi. Rigtig mange vaner i hverdagen skal laves om. Du skal købe ind på en helt ny måde, du skal tilberede mad på en helt ny måde. Samtidig melder der sig masser af tanker om dit barns trivsel. Hvordan giver jeg mit barn en god hverdag, med alle de restriktioner der pludselig er. Hvordan undgår jeg, at det påvirker mit barns selvværd?
Jeg har været så heldig, at få lov til at interviewe familieterapeut Fie Hørby, og har stillet hende nogle af de spørgsmål som kan melde sig, hvis dit barn har mælkeallergi. Jeg er glad for at dele interviewet med dig her:
HVORDAN RUSTER DU DIT BARN TIL AT VÆRE ANDERLEDES
Som barn med mælkeallergi, må du ofte se på, at de andre børn får noget, du ikke må få (fx slik, is og kager til fødselsdage).
SPØRGSMÅL:
Hvordan kan du som forælder bedst ruste dit barn til at være anderledes end de andre børn, uden at føle sig udenfor eller mindre værd?
SVAR:
Det er afgørende vigtigt, at du som forælder anerkender, at dit barn er anderledes, og at mælkeallergien er et reelt problem for barnet. I nogle perioder større end andre. Samtidig kræver det, at du forholder dig aktivt, interesseret og undersøgende til alle de andre facetter af dit barns eksistens, evner, talenter og begrænsninger, så dit barn udvikler et selvbillede, der indeholder meget andet end allergien.
SPØRGSMÅL:
Hvordan hjælper du dit barn med at acceptere ærgrelsen og skuffelsen over ikke at måtte de samme ting som andre?
SVAR:
Ved at kunne rumme barnets sorg og til tider vrede over at være anderledes. At kunne rumme barnets følelse betyder, at du som forælder kan holde ud, at barnet har det sådan uden at ville ændre dit barns følelse.
DER SKAL VÆRE PLADS TIL AT KUNNE SIGE ØV
Det er vigtigt, du som forælder selv føler, at det er OK at dit barn har mælkeallergi – selvom det kan føles både uretfærdigt og surt indimellem.
SPØRGSMÅL:
Hvordan håndterer du bedst dette, så barnet og familien lærer at leve positivt med allergien?
SVAR:
Det gør du, ved at tage det på dig som et vilkår og lære at leve med det – og så give plads til også en gang imellem at kunne sige: Øv! Hvor er det dog også bare noget lort! Og så er det op på hesten igen. Når du møder modgang i livet og oplever det uretfærdigt, så er det afgørende, hvordan du vælger at forholde dig til den modgang. Bliver du et offer? Eller forsøger du at få det bedste ud af det, med de betingelser der nu engang er? Det er altid dit eget frie valg.
BØRN KAN SAGTENS TÅLE AT BLIVE BEHANDLET FORSKELLIGT
Har din familie mere end ét barn, og det andet barn ikke har allergi, kan det give yderligere udfordringer.
SPØRGSMÅL:
Hvad er bedst for børnene? At den ene får en stor softice, mens den anden får en sodavandsis. Eller skal der tages hensyn til barnet med allergi, så begge får en sodavandsis?
SVAR:
De skal selvfølgelig forskelsbehandles, fordi de er forskellige. Det kan skabe problemer mellem de to søskende, hvis barnet uden allergi skal leve under samme betingelser. Det er en stor fejl at tro, søskende skal behandles ens. Det kan give anledning til et lighedstyranni, der kan drive de fleste til vanvid. Børn kan sagtens tåle at blive behandlet forskelligt – særligt hvis de kan se, at alle i længden får det, de har brug for.
VÆR KREATIV OG GØR DET LÆKKERT FOR DIT BARN
Til fx familiefødselsdage kan barnet med allergi ikke smage af lagkagen, men det kan barnets søster eller bror.
SPØRGSMÅL:
Hvordan forebygger du som forælder bedst søskende jalousi i den situation?
SVAR:
Igen handler det om at anerkende situationen som den er og møde barnet omsorgsfuldt: Ja, det er surt, at du ikke som din søster/bror kan smage lagkagen. Og så have en dåse med nogle lækkerier, som barnet så kan vælge af – og her er det godt at være kreativ og sørge for, at der kommer nye ting til, så det faktisk er lækkert.
SØSKENDE UDEN ALLERGI OPLEVER OGSÅ AFSAVN
Barnet UDEN allergi kan nemt få en oplevelse af, at der ”altid” tages hensyn til barnets bror eller søster der har allergi.
SPØRGSMÅL:
Hvordan forebygger du søskende jalousi her?
SVAR:
Her er det også vigtigt, at du tager dig af dit barn, som ikke har allergi – og også her kan rumme de følelser og frustrationer, som det barn har. Giv barnet lov til at reagere på de afsavn, som det også oplever ved at have en søskende med mælkeallergi. Hvis du som forælder kan rumme det, så vil du opleve, at dit barn lettere vil kunne samarbejde med omstændighederne. Og så sørg for at tage dit barn med ud alene og gøre nogle af de ting, som der kan være svære for din familie at gøre sammen af hensyn til mælkeallergien.
Vil du lære mere om, hvordan du bedst håndterer hverdagens skønne udfordringer som mor, har Fie Hørby stor succes med KlubMOR. Du kan læse meget mere her: http://www.fiehoerby.dk