Måske er dit barn endnu så lille, at du ikke helt kender til disse ting – ellers ved du præcis, hvad jeg mener:

1.

Familien er på sommerferie, og I kommer forbi et ishus, der sælger gammeldags isvafler.

2.

I er på eftermiddagsbesøg hos venner, tiden flyver og pludselig er alle sultne. Jeres venner siger: “Lad os købe pizzaer og spise sammen”.

3.

Der er jule-klip i børnehaven og alle skal have risengrød med mandelgave.

4.

I er til juletræsfest og julemanden deler godteposer ud

Helt naturlige, rigtig hyggelige og almindelige hverdagsting … er pludselig ikke en selvfølge mere.

Jeg har stået i disse situationer MANGE gange. Og har med tiden fundet ud af, hvad der kan gøre hverdagen lidt nemmere. Og give barnet en bedre oplevelse.

Det kræver et stykke arbejde, men du får det 10 gange igen:

Jeg vil gerne fortælle to historier. Den ene hører til de mere ærgerlige, den anden til de helt fantastiske.

DEN ÆRGERLIGE HISTORIE:
Mads skulle på tur med børnehaven. En tur i skoven. De skulle opleve og gå en masse. Da skovturen var ved at være slut, og de kun manglede den lange tur hjem, skulle børnene have lidt at sunde sig på. Æblejuice og kiks.

Mads kunne ikke tåle hverken æbler eller kiks, og der var ikke nogen, der havde tænkt på at have noget andet med til ham. Øv.

DEN FANTASTISKE HISTORIE:
Mads skulle på tur med Skolefritidsordningen (SFO’en). De skulle besøge et middelaldercenter. Det var sommer og varmt, og midt på dagen skulle børnene have is. SFO-lederen gik til kiosken og kom tilbage med 105 ispinde – af dem Mads kunne tåle!

Da Mads kom hjem om eftermiddagen lyste hans øjne. Det havde været en god tur – “og ved du hvad far, de fik ALLE sammen, den samme is som jeg kunne tåle”. Fedt.

Forskellen i disse to historier, ligger selvfølgelig i barnets oplevelse. MEN inden da ligger forskellen i OPGAVEN. I den første historie var vi ikke forberedte. Vi havde ikke spurgt ind til turen, og pædagogerne havde ikke spurgt os.

I den anden historie var vi HELT FORBEREDTE. Hvordan forberedte?

  • Vi havde spurgt ind til turen
  • Vi havde undersøgt forholdene på middelaldercentret
  • Vi havde lavet en oversigt over de is, Mads kunne tåle og måtte få
  • Vi havde informeret SFO-lederen

Ja, det er en opgave. Det tager noget tid. Men ofte er det denne ekstra indsats, der kommer så mange gange tilbage.

TEMA: Når det, der før var en selvfølge, bliver en opgave

1. december kommer dette tema på medlemssiderne i KLUBBEN. Her får du masser af tips og idéer til, hvordan du klarer mange af hverdagens små opgaver. Ofte er det nemlig mest et spørgsmål om at huske det. Få tanken. Har du et barn med fødevareallergi, er der nok at se til i hverdagen. Derfor får vi ikke altid tænkt tanken, der gør den helt store forskel.

Jeg har haft en del af de dårlige oplevelser. Og en masse af de gode. Heldigvis. Du kan ligeså godt tage genvejen. Direkte til de gode. Ved at bruge mine, vores families, erfaringer.

Måske tænker du, at dit barn stadig er så lille. At det ikke betyder så meget endnu. Eller også vil du gerne være forberedt. Måske vil du gerne øve dig. Det giver en ro at føle sig velforberedt til opgaven.

Læs meget mere om KlubMælkeallergi lige her (klik)