Symptomer på fødevareallergi kan variere meget fra person til person
Du kan nemt få et unuanceret billede af, hvordan symptomerne er på dit barns fødevareallergi. Og på den måde overse vigtige allergiske symptomer, fordi de ikke ligner de symptomer, som dit barn plejer at have. Det er lige sket hjemme hos os. Ja, når jeg tænker over det, er det faktisk sket for både mig selv og min søn.
En følelse af kløe i ørerne kan hænge sammen med symptomer fra svælget og derfor være et allergisk symptom
Jeg kan huske, da jeg selv var barn, at jeg altid fik kløe i ørerne, når jeg spiste en bestemt slags is. Det var en is med noget chokolade-nøddeovertræk. Jeg fortalte det til min mor – “det klør i mine ører, hver gang jeg spiser denne is”. Det kunne hun ikke forstå. I dag ved jeg, at det var et allergisk symptom på min nøddeallergi, som jeg stadig har i dag.
Kløe i øjnene og eksem omkring øjnene kan også være tegn på fødevareallergi
I 2 år havde jeg store problemer med mine øjne. De kløede helt utrolig meget, jeg kløede igen, og fik meget røde øjne, der var hævede osv. Jeg så farlig ud. Generne startede hvert år i oktober-november måned. I februar-marts starter mine pollen-symptomer, og jeg oplevede derfor ikke at få min normale “vinter-pause”. Første år fik kaninen skylden, da vi netop lige havde flyttet den ind i udestuen for vinteren. Året efter startede mine symptomer i øjnene INDEN kaninen blev flyttet ind. Mærkeligt.
Jeg var til optiker, der sendte mig videre til øjenlæge. Jeg tog øjendråber og intet virkede. Jo, da jeg efter 2 års gener af min øjenlæge fik meget stærke øjendråber, med binyrebarkhormon i. Det hjalp! Men dem måtte jeg ikke tage særlig længe. Så jeg var hurtigt tilbage med røde øjne igen.
En dag talte jeg med min egen læge om det. Han sagde, at det måske var noget jeg spiste om vinteren, som jeg ikke spiste om sommeren. Jeg vil ikke gengive her, hvad jeg mente om den teori. Men jeg vidste jo nok en hel del om min allergi, og kendte også meget til mine symptomer. Og mine øjne havde i hvert fald intet at gøre med noget jeg spiste, konkluderede jeg.
Indtil en dag, hvor det pludselig slog mig, at én ting spiste jeg faktisk kun i vinterhalvåret. Og det var klementiner. Jeg elsker klementiner – og kan spise mange af dem. De kommer som regel i supermarkederne i oktober-november måned. Og det passede vist meget godt med, at jeg sidste år købte årets første klementiner lidt tidligere end jeg plejede. Kunne simpelthen ikke vente. Så jeg besluttede mig for at holde en pause med at spise klementiner. Og mine gener forsvandt.
Symptomer på læber, tunge, i mund og svælg kan føles meget forskellige, især for et barn
For nylig kom min søn til mig: “Mor, jeg har sådan en mærkelig kløe på tungen, helt inde, når jeg synker”. Hvor længe har du haft det sådan, spurgte jeg. Det havde han vist haft de sidste 3 dage.
Jeg tænkte med det samme, at det var en allergisk reaktion. Men sådan havde han ikke selv tænkt. Mads er ellers meget opmærksom på sine egne reaktioner/symptomer. Han har haft fødevareallergi siden han var spæd, og hans første symptomer, når han spiser noget, han ikke kan tåle, er stort set altid ens. Han får kløe på tungen, i siden og på tungespidsen eller hævelser på læben.
Denne gang var det en helt ny reaktion han havde. Derfor fik han ikke reageret med det samme. Vi gik i gang med at tænke. Hvad har Mads spist de sidste 3 dage, som han normalt ikke plejer at få? Der viste sig at være 3 mulige syndere:
- Han havde spist sojaost hver dag i ca. en uge. Vi forsøger ellers at begrænse sojaen, da han tidligere har reageret på sojais.
- Han havde også fået risdrik med O’boy kakaopulver, som noget helt nyt.
- Og så var han begyndt at spise kartoffelspegepølse.
Vi besluttede os for at holde pause med alle tre dele. Efter ca. 3 dage forsvandt symptomerne. Så nu er vi klar til at forsøge at genindføre de 3 ting hver for sig, og måske finde årsagen.
De mest almindelige symptomer på fødevareallergi kan være meget forskellige
Jeg troede, jeg kendte mine egne symptomer. Mads troede, han kendte sine egne symptomer. Forældre tror, de kender deres børns symptomer. Men allergiske symptomer/reaktioner kan være mange, de kan ændre sig, og være meget forskellige fra person til person. For mig hænger høfeber sammen med øjne og næse. Og fødevarereaktioner hænger sammen med mund og svælg. Men sådan behøver det ikke altid at være.
De mest almindelige symptomer på fødevareallergi* er:
- På huden – nældefeber med kløende, velafgrænsede hvide eller blegrøde hævelser samt forværring af børneeksem/atopisk eksem
- I mund og mave-tarm-kanalen – kløe og irritation, kvalme, opkastninger, kolik/mavesmerter, diarré eller forstoppelse (sjældent)
- I øjne og næse – høfebersymptomer med hævede, kløende og røde øjne og tåreflod samt kløende og tilstoppet næse med mange nys og tyndt klart slim
- I lungerne – astmasymptomer med pibende og hvæsende besværet vejrtrækning
- Allergisk shock – hele kroppen reagerer fx med kløe i huden, generel utilpashed, hjertebanken, astma, kvalme, sortnen for øjnene og evt. besvimelse
- Andre symptomer – dårlig trivsel og evt. væksthæmning hos børn med svær fødevareallergi
* Kilde: Bogen om allergi af Joan Grønning
Hej,
Jeg er som 27årig i dag fået at vide, at jeg har mælkeallergi. Jeg har ikke indtaget noget med mælk siden igår aftes (24timer siden). Kan det passe, at min krop stadig reagere på det? Jeg har en “kløe” i halsen og føler halsen er hævet? Dette er sket meget, men er først idag blevet opmærksom for hvorfor.
Jeg troede dog ikke, at allergien fortsatte efter 24timer. Men jeg har selvfølgelig også fået meget mælk indtil i dag.