Vi kan alle have mere eller mindre svært ved at skulle ”give slip”, når vores børn bliver større, og kan klare sig selv mere og mere.
Jeg oplever det meget med min store søn, der nu er blevet 9 år, og som samtidig har rigtig meget allergi. En allergi der i værste fald kan være livstruende. Han har altid en medicintaske med sig, hvor der både er til de milde reaktioner, men også hvis uheldet skulle være ude, og der bliver brug for stærkere medicin (Epi-pen/adrenalinsprøjte). Om det er til fødselsdage, legeaftaler eller en tur i skoven – tasken er altid med.
Mads begynder selvfølgelig gerne at ville ting uden sin mor og far nu. Fx er der ”koloni” i SFOen når skoleferien starter. 5 dage afsted uden mor og far. Jeg får nærmest hjertebanken ved tanken. Jeg har SÅ svært ved at se det for mig. At skulle overlade ansvaret for min søn, og ikke mindst hans mad, til en flok voksne, der ikke har den dybereliggende viden der skal til, for at undgå alt det, som Mads ikke kan tåle (det er rigtig mange fødevarer). Men samtidig skal Mads jo have lov til at være en 9-årig dreng på lige fod med hans kammerater. Mads skal ikke på koloni i år – men jeg har lovet ham, at han kan komme med næste år. Så jeg kan godt begynde at øve mig 🙂
Hvor er det svært, ikke at være overbeskyttende. Frygten der nager hele tiden. Kontrollen der er så svær at slippe. Men det er nødvendigt – vi kan jo ikke stå bag ved vores børn hele livet, og gribe dem hvis de falder – heller ikke selvom de har svær allergi eller andet der kræver vores opmærksomhed.
